Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Sydvestjysk sygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Gode LUP-tal i FAM

LUP Akut 2015: Patienternes vurdering af FAM er helt overvejende positiv. Dog efterlyses mere information om ventetid. FAM imødekommer ønsket med flere initiativer.

Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) gennemføres årligt i de fem regioner og giver landets sygehuse og afdelinger muligheder for at få feedback fra deres patienter.

LUP Akut 2015 er en delundersøgelser, der sætter fokus på patienters oplevelser på landets akutmodtagelser og skadestuer. Den omfatter patienter, der har besøgt en akutmodtagelse eller skadestue fra den 19. august til 8. september 2015.

– Jeg glæder mig over, at vores patienter helt overvejende giver udtryk for tilfredshed med forholdene i FAM. Tallene viser, at FAM opleves som god og stabil på det faglige, at patienterne føler sig velkomne, og at vurderingen af de fysiske forhold ligger i top, siger ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen. Han fortsætter:

– Men vi skal blive bedre til at informere om, hvor lang ventetiden er, når patienten ankommer. Vi skal også blive bedre til at informere om ventetid, når behandlingen er startet – fx mellem prøvetagning og svar.

Det viser undersøgelsens svar på spørgsmålene Blev du informeret om årsagen til ventetiden? og Blev du tilstrækkeligt informeret om udviklingen i ventetiden?

Spørgsmålene hører hjemme i kategorien Modtagelse og information om ventetid. Svarene placerer FAM på SVS omkring gennemsnittet for akutmodtagelser i Danmark, men tallene viser også, at information om ventetid er en landsdækkende udfordring.

Overblik over flere patientforløb

Hvorfor er det en vanskelig opgave at informere patienter om ventetid ved ankomsten og løbende under behandlings- eller undersøgelsesforløbet? Til det spørgsmål svarer Christian Jørgensen:

– Vores personale i FAM er rigtig gode til at informere, men man skal huske på, at man som sundhedsprofessionel ikke kun har ansvar for et enkelt patientforløb. Man skal ofte have overblik over fire eller fem på samme tid, og der er mange afbrydelser – det kan være telefonopkald, det kan være traumekald eller noget helt tredje. Og så kan man glemme at informere en patient i et af forløbene om, at der går en halv time, før han eller hun kan få svar på en prøve, forklarer Christian Jørgensen.

Han understreger, at tallene igen giver anledning til at undersøge, hvordan forstyrrelserne kan minimeres, så personalet får de bedste muligheder for at fokusere på de enkelte forløb og dermed også bedre betingelser for at informere de enkelte patienter om deres forløb.

Lean-forløb i FAM

Blandt andet skal værdistrømmen behandlersporet kortlægges i FAM. I et leanforløb er en værdistrøm en proces, der består af en række aktiviteter eller handlinger, der giver værdi for patienten.

– Vi vil undersøge, hvordan vi kan gøre det bedre og mere ens og tydeligt for alle medarbejdere, hvad et godt patientforløb er. Jeg er sikker på, at det arbejde vil have en positiv effekt på den udfordring, vi har med at informere vores patienter, siger Christian Jørgensen.

Han understreger, at det også er en daglig, ledelsesmæssig opgave at have fokus på feltet, og ud over konkrete forbedringsforløb og videndeling med andre akutmodtagelser for at omdanne LUP-resultaterne til bedste praksis, er det også et tilbagevendende emne på afdelingens personalemøder.

Mere information

Ledende oversygeplejerske i Fælles Akutmodtagelse Christian Jørgensen, 51 77 88 06.


Siden er sidst opdateret 24-1-2016



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring