Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Duften af mad skal få patienterne ud af sengene

Duften og oplevelsen af mad skal få patienterne ud af sengene. Det mener man på Sydvestjysk Sygehus, hvor man i øjeblikket tester et nyt bespisningskoncept, hvor patienter opfordres til selv at hente deres mad ved en buffetvogn.


Klokken er lidt i 12 og duften af mad spreder sig på Medicinsk Sengeafsnit. Nu varer det ikke længe før duften rammer sengestuerne og de første patienter lokkes frem, og stiller sig i kø ved den netop ankomne buffetvogn.


I dag er der blandt andet kyllingeoverlår med agurkesalat, tomatsuppe, rugbrød med flere slags pålæg og råkost på menuen – og patienterne kan vælge lige nøjagtig det, de har lyst til.

 

Bespisningskoncept 3
 
Ét madkoncept skal gælde i ny sengebygning
I 2019 flytter sengeafsnit med patienter og udstyr ind i helt nye rammer i Sydvestjysk Sygehus’ nye sengebygning, der i øjeblikket er under opførelse. Udover nye omgivelser vil patienter også blive introduceret til en helt ny måde at spise på:


- På Sydvestjysk Sygehus har vi ikke et standardiseret bespisningskoncept. I en arbejdsgruppe bestående af personale fra køkkenet og plejen har vi derfor udarbejdet et koncept, der skal gælde på alle sengeafsnit i den nye sengebygning. Kort sagt, så skal de patienter der selv kan, hente tre hovedmåltider ved en buffetvogn, fortæller Jannie Lindberg Christensen, der er designingeniør og projektleder på det nye bespisningskoncept, og som til daglig holder til i Projektafdelingen for Sygehusbyggeri.


Det nye bespisningskoncept består primært af tre hovedmåltider og tre mellemmåltider, som ankommer på faste tidspunkter i løbet af dagen. Hovedmåltiderne skal patienterne selv hente, og mellemmåltiderne serveres på stuen.


Inden det nye bespisningskoncept er klar til implementering i den nye sengebygning i 2019, testes konceptet på Medicinsk Sengeafsnit.

 

Bespisningskoncept 2
 
Patienten skal op og gå
Arbejdsgruppen har siden november 2016 evalueret på bespisningskonceptet. Jannie Lindberg Christensen har interviewet patienter, observeret og indhentet evalueringsskemaer fra personalet, og de foreløbige testresultater er positive:


- I starten var vi spændte på, hvad patienterne ville sige til, at de selv skulle gå ud til en buffetvogn og hente deres egen mad. Men flere patienter er meget positive. De udtrykker, at det er en sejr, at de kan rejse sig og sørge for deres egen mad, fortæller Jannie Lindberg Christensen.


Lene Lomholt Nielsen er social- og sundhedsassistent på Medicinsk Sengeafsnit og en del af arbejdsgruppen. Hun understreger vigtigheden af, at patienterne kommer op af sengene:


- Det er rigtig godt for patienterne, at de kommer ud af sengen og bliver aktiveret. At man selv kan hente sin mad sender et signal om, at man er i bedring.


- Og patienterne kommer op at gå, fordi de ”lokkes” ud til buffetvognen, forklarer hun.

 

Bespisningskoncept 1
 
Valg i nuet giver appetit
Dét, der lokker patienterne ud af sengene, er oplevelsen og duften af mad – mad som patienterne vælger i nuet.


- Vi kan tydeligt se, at vores patienter – særligt de småtspisende – spiser mere end de gjorde tidligere. Det har en positiv virkning på patienternes appetit, at de kan se og dufte maden i buffetvognen.

- Udvalget og anretningen af maden frister ganske enkelt patienterne i høj grad, fortæller Lene Lomholt Nielsen.


Øget patientkontakt
Eva Hansen er ernæringsassistent, og en del af det faste køkkenpersonale, der kommer med buffetvognen på Medicinsk Sengeafsnit:


- Det er rigtig dejligt at vi nu kommer helt ind på afdelingen og får mere kontakt med patienterne. Vi får tilbagemelding på vores mad med det samme, og det er da rart, når for eksempel en patient roser den mad, vi har tilberedt.

Foreløbige resultater
De foreløbige testresultater viser blandt andet at:

• 39 procent af patienterne på Medicinsk Sengeafsnit selv går ud til buffetvognen

 

• Patienterne er glade for udvalget og kvaliteten af maden i buffetvognen:
- 90 procent tilkendegiver at de er ”rigtig godt/godt” tilfredse med morgenmaden
- 85 procent er ”rigtig godt/godt” tilfredse med frokosten
- 88 procent er ”rigtig godt/godt” tilfredse med aftensmaden

 

• Patienterne er også glade for mellemmåltiderne:
- 90 procent er ”rigtig godt/godt tilfredse” med mellemmåltidet om formiddagen
- 93 procent er ”rigtig godt/godt tilfredse” med mellemmåltidet om eftermiddagen
- 73 procent er ”rigtig godt/godt tilfredse” med mellemmåltidet om aftenen

 

• Næste skridt i testen af det nye bespisningskoncept, er at køre buffetvognen rundt til de sengeliggende patienter. Dette blev iværksæt i starten af uge 16.


FAKTA om nyt bespisningskoncept
I forbindelse med opførelsen af Sydvestjysk Sygehus’ nye sengebygning, testes en række nye koncepter som skal gøre sig gældende i den nye sengebygning.


Medicinsk Sengeafsnit er udvalgt til at fungere som testfelt frem til 2019, hvor blandt andet det nye bespisningskoncept testes og tilpasses inden det implementeres i den nye sengebygning i 2019.


Det nye bespisningskoncept består primært af tre hovedmåltider samt tre mellemmåltider. Patienterne opfordres til selv at hente de tre hovedmåltider, mens sengeliggende får hjælp af plejepersonalet.


Patienter har fortsat mulighed for bespisning døgnet rundt.


 


 


Siden er sidst opdateret 24-4-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk