Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Lille altan med stor betydning

Intensivafsnittene på Sydvestjysk Sygehus har fået et stort ønske opfyldt: En altan, hvor intensivpatienter kan komme ud og mærke den friske luft og høre fuglene synge. Frisk luft er nemlig vigtigt i behandlingsforløbet af intensivpatienter, der er indlagt i lang tid.


Inge Holst Lauridsen er afdelingssygeplejerske på intensivafsnittene og oplever ofte, at intensivpatienter efterspørger muligheden for at komme ud og få frisk luft:


- Vi kører gerne vores patienter udenfor. Men de fleste takker nej, da de skal igennem forhallen. De bryder sig ikke om at køre igennem forhallen i kørestol med respirator og andet udstyr. De føler sig udstillet, lyder det forstående fra Inge Holst Lauridsen, som i mange år har haft altanen på sin ønskeseddel.

 

Altan på intensivafsnittene
Intensivsygeplejerske, Charlotte Brix og Inge Holst Lauridsen, afdelingssygeplejerske på intensivafsnittene, er glade for deres nye altan, hvor de kan tage patienter med ud i den friske luft.


Frisk luft er livsgivende
I år blev Inges ønske endelig opfyldt: På en 15 m2 stor altan, omkranset af matteret glas og med udsigt til et lukket gårdmiljø, kan patienter i kørestol eller i seng opholde sig ugeneret.


- I lange intensivforløb er det vigtigt, at patienten får noget adspredelse og stimuleret sine sanser. At komme ud i den friske luft og mærke en let brise i ansigtet, er noget der giver vores patienter lyst til at leve – og lyst til at kæmpe sig igennem et langt indlæggelsesforløb, fortæller Inge Holst Lauridsen.


En stor ting
Frem til 2020 ud- og ombygges Sydvestjysk Sygehus til et akutsygehus, og Inges altan faldt fint i forlængelse af de eksisterede byggeplaner:


- Jeg er glad for, at det nu blev muligt at bygge den altan Inge og de ansatte på intensivafsnittene længe har ønsket sig. Sammenlignet med det øvrige byggeri på Sydvestjysk Sygehus, så er altanen et lille byggeprojekt, men den har en stor betydning for den pleje vi som sygehus gerne vil give vores patienter, lyder det fra Svend Erik Nielsen, projektchef for Projektafdelingen for Sygehusbyggeri.


Altanen er bygget i direkte forlængelse af intensivafsnittet, og Inge Holst Lauridsen er ikke i tvivl om, at nu bliver langt flere patienter tilbudt muligheden for at komme ud i den friske luft.


- Det bliver mere naturligt nu, hvor vi kan køre vores patienter ud på altanen fremfor at køre ned igennem sygehusets forhal, lyder det fra Inge, som er godt i gang med at indrette altanen.

 

Altan på intensiv


 


Siden er sidst opdateret 18-5-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk