Skip til primært indhold

Den Mobile Akutmodtagelse

Fra 1. september 2023 har akutmodtagelsen ved Esbjerg Sygehus aktiveret ”Den Mobile Akutmodtagelse”.

I første omgang kører bilen ud og ”indlægger” patienter på plejehjem og midlertidige pladser, forstået således, at en læge og en sygeplejerske fra FAM, på anmodning af en praktiserende læge, kan køre ud til en borger og se, vurdere, stabilisere og starte behandling. Efterfølgende afsluttes borgeren eller kommer under FAM-lægens behandlingsansvar i op til 72 timer, støttet af det lokale kommunale akutteam. Ved afslutning af forløbet sendes epikrise til egen læge.


Med andre ord får patienten den samme modtagelse, som hvis patienten var kørt direkte ind på sygehuset.
Hvordan kan man så give sin patient denne mulighed? Det er ganske enkelt – I gør som I plejer og ringer til visitationen, så går det hele af sig selv.


Foreløbigt kører Den Mobile Akutmodtagelse alle ugens dage fra kl. 08:00 til 18:00.
Håbet er at kunne brede et lignende tilbud ud til alle borgere, men foreløbigt er der ikke indgået aftale med kommunerne om dette, og akutteamsne er endnu ikke gearede til, at der kan tilbydes det samme uden for plejehjem og midlertidige pladser.


Vi hører gerne fra jer


Praktiserende læger sidder med en masse viden om egne patienter – hvis I har ideer til, hvordan I kan bruge Den Mobile Akutmodtagelse til fordel for øvrige borgere, modtager vi gerne ideer pr. mail sendt til Annette.Junker.Nielsen@rsyd.dk.

APPFWU01V