Skip til primært indhold

Er det muligt at passe bedre på knoglerne efter fedmeoperation?

Operation for overvægt er en effektiv behandling for svær overvægt og har gavnlige effekter på blodsukkerreguleringen og følgesygdomme som diabetes. Men operationen resulterer også i et tab af knogle- og muskelmasse og øger risikoen for knoglebrud. Derfor vil forskere fra Sydvestjysk Sygehus nu undersøge, om det er muligt at passe bedre på knoglerne efter operation.

Foto: Ph.d.-studerende Søren Gam

Antallet af personer med overvægt stiger både på verdensplan og i Danmark. En del udvikler så svær overvægt, at en fedmeoperation er den mest effektive behandling til et vedvarende vægttab. Men operationen har bivirkninger i form af tabt knogle- og muskelmasse og øget risiko for knoglebrud.

I et nyt forskningsprojekt vil forskere fra Sydvestjysk Sygehus derfor undersøge, om lægemidlet Zoledronsyre kan beskytte imod tab af knogle- og muskelmasse efter fedmeoperation.

'Vi har forskellige knogleceller. Nogle opbygger og andre nedbryder knoglevævet. Efter en fedmeoperation får den nedbrydende knoglecelle overtaget, så der skabes en uligevægt. Vi vil undersøge, om vi med lægemidlet Zoledronsyre kan skabe en bedre ligevægt mellem knoglecellerne og dermed forhindre de negative ændringer i skelettet, forklarer Søren Gam', der er ph.d.-studerende på forskningsprojektet.

Han tilføjer, at lægemidlet, som i forvejen er godkendt til behandling af knogleskørhed, har vist sig også at have en beskyttende effekt imod muskeltab i andre sammenhænge. Vi vil derfor undersøge, om det også gør sig gældende for patienter, som opereres for overvægt.

Kendt behandling til nyt formål

Lægemidlet er allerede godkendt til behandling af knogleskørhed. Det er der en række fordele ved, hvis det viser sig, at lægemidlet også kan bruges til patienter, der opereres for overvægt.

'Lægemidlet findes allerede og er et vi kender godt, fordi det anvendes af patienter med knogleskørhed. Det er samtidig en billig behandling, og patienterne vil let kunne følge behandlingen, da den blot kræver fremmøde én gang om året. Resultaterne fra forskningsprojektet har derfor potentialet til hurtigt at komme patienterne til gavn', siger Søren Gam.

Knoglekvalitet og knoglestyrke

I forskningsprojektet vil 50 mænd og kvinder, som opereres for svær overvægt, ved lodtrækning blive tildelt behandling med lægemidlet eller ingen behandling.

Bagefter bliver effekten nøje undersøgt ved blandt andet at vurdere knoglevævets masse, sammensætning og kvalitet, som hver især har betydning for knoglestyrken og dermed kan fungere som markører for risikoen for fremtidige knoglebrud. Ligesom muskelmasse og -funktion måles, da de fungerer som markører for patientens fysiske funktion.

'Undersøgelserne vil give detaljeret og værdifuld viden om, hvordan lægemidlet virker på patienter og vil dermed være første skridt på vejen til at have en behandling til patienterne', fortæller Søren Gam.

Fakta

  • I Danmark får ca. 1100 personer hvert år foretaget en operation for fedme
  • Sydvestjysk Sygehus har en højt specialiseret funktion inden for fedmekirurgi og udfører fedmeoperation på 270 patienter om året.
  • I Danmark er mere end halvdelen af befolkningen overvægtige. Værst ser det ud i Region Syddanmark, hvor 54,8 procent er overvægtige.
APPFWU01V